Sådan forbereder og gennemfører du et interview, der bærer billederne

Start med én sætning om, hvad historien handler om

Før du ringer til nogen, skriver jeg en enkelt sætning om, hvad serien skal fortælle. Ikke en titel, bare en sætning, jeg kan holde mig til: for eksempel hvordan en fisker i havnen oplever, at fjorden har ændret sig. Den sætning bliver filteret for alt andet. Når du senere står med dit filmkamera og kun har seks eksponeringer tilbage på rullen, hjælper den dig med at afgøre, om billedet af hænderne på nettet er vigtigere end billedet af skibet.

Mange begynder med kameraet og håber, at historien viser sig undervejs. Det kan ske, men med film har du ikke råd til at vente på det. Hver eksponering koster tid og penge, og du kan ikke kigge på resultatet med det samme. Derfor tjener forarbejdet sig ind igen. En klar retning gør dig rolig, og roen mærker den, du taler med.

Skriv sætningen ned, og vær parat til at ændre den. Efter første samtale viser det sig ofte, at den vigtigste historie er en anden, end du forestillede dig. Det er helt i orden, så længe du ændrer sætningen bevidst og ikke lader den glide væk.

Find ud af, hvad du vil spørge om

Jeg skriver otte til ti spørgsmål, men regner med at bruge tre af dem. De fleste gode svar kommer nemlig af opfølgningen, ikke af det forberedte spørgsmål. Spørg derfor åbent: Hvordan så dagen ud, dengang du begyndte? Hvad husker du fra værkstedet? Undgå spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej, for dem får du korte svar på, og korte svar giver tynde billedtekster.

Tænk også på, hvad der kan fotograferes. Et svar om en ting, personen ejer, eller et sted, hun går til hver morgen, giver dig noget konkret at pege kameraet mod. Et svar om følelser er fint, men det kræver, at du bagefter finder et billede, der bærer det. Spørg gerne direkte: Kan du vise mig, hvor det foregik?

Læg spørgsmålene i en rækkefølge, der starter blødt. Begynd med noget, personen nemt kan svare på, som arbejde, hverdag eller sted, og gå først senere til det mere personlige. Det er ikke en teknik, du skal gennemskue for andre, men almindelig høflighed over for en, der lukker dig ind i sit liv.

• Skriv spørgsmålene med åbne ord: hvordan, hvad, hvornår
• Planlæg mindst ét spørgsmål, der kan føre til et billede
• Lad rækkefølgen gå fra hverdag til det mere personlige

Vælg sted og tidspunkt med lyset i tankerne

Interviewet behøver ikke foregå, hvor det er mest praktisk for dig. Spørg, om samtalen kan foregå et sted, der betyder noget for personen: køkkenbordet, værkstedet, bænken ved havnen. Et sted, hun kender, gør hende tryggere, og du får baggrunde, der fortæller noget uden ord. Jeg tjekker altid lyset i forvejen, hvis jeg kan, eller beder om at komme en halv time før, så jeg kan se, hvor vinduerne ligger.

Om efteråret er lyset lavt og blødt, og det passer godt til portrætter, men det forsvinder tidligt. Aftal derfor et tidspunkt midt på dagen, hvis du vil arbejde med vinduslys indenfor. En film med moderat følsomhed kræver mere lys, end mange regner med, så vælg et sted, hvor du kan sætte personen tæt på vinduet uden at stille det an.

Kommer du til et rum med dårligt lys, så lad være med at kæmpe imod. Flyt samtalen, eller accepter, at nogle billeder bliver mørkere og mere kornede. Det kan netop være det, der passer til historien. Husk at notere, hvad du målte, så du senere kan se, hvad der virkede.

Tag billeder, mens I taler, men ikke hele tiden

Det er fristende at lade kameraet køre under hele samtalen. Gør det ikke. Et kamera, der konstant er løftet, gør de fleste anspændte, og så får du portrætter af en person, der venter på, at det slutter. Jeg lægger kameraet på bordet de første ti minutter, lader personen vænne sig til mig og tager først derefter de første billeder, gerne mens hun taler om noget, hun brænder for.

Brug filmkameraets lyd som en fordel. Den lave klik fra lukkeren er næsten umærkelig, og folk glemmer den hurtigt. Pas på med at stille nye spørgsmål, mens du måler lys, for så ser du ikke på personen, og det kan hun mærke. Mål lyset i en pause, eller gør det på forhånd, så du kun skal dreje på blænden.

Tag også billeder af det, der ligger udenfor ansigtet: hænder, redskaber, et opslået album, vindueskarmen. De billeder bliver ofte de stærkeste i den færdige serie, fordi de binder portrættet sammen med det, personen fortalte.

• Vent med kameraet, til samtalen har fundet sin rytme
• Mål lyset i pauser, ikke midt i et svar
• Fotografér detaljer, som personen selv nævner

Skriv noter og lyd, mens det er friskt

Jeg optager samtalen med en lille optager, hvis personen siger ja, og skriver samtidig korte stikord på papir. Stikordene er ikke til at citere fra, men til at huske, hvilket billede der hørte til hvilket svar. Skriv for eksempel rulle og billednummer ved siden af en sætning, der blev sagt netop da. Uden den kobling står du bagefter med et kontaktark og en udskrift, der ikke kan finde hinanden.

Spørg altid, om du må bruge citater, og hvordan personen vil omtales. Det er respekt, og det er også praktisk, for så kommer du ikke i tvivl, når du skriver billedteksterne. Læs gerne det, du vil bruge, op for personen eller send det til gennemsyn, før noget bliver vist.

Gem optagelserne og stikordene samme dag, hvis du kan. Efter et par dage kan du ikke længere huske tonefaldet, og det er ofte tonen, der afgør, om en sætning skal stå som et citat eller omskrives til en billedtekst.

Sæt ord og billeder sammen til én fortælling

Når filmen er fremkaldt, og kontaktarket ligger foran dig, læser jeg først mine noter og kigger bagefter på billederne. Jeg leder efter de steder, hvor et svar og et billede siger det samme, og de steder, hvor de modsiger hinanden. Begge dele er brugbare. Et billede, der viser noget andet end ordene, kan blive et godt kontrapunkt, men kun hvis det er valgt bevidst.

Billedteksten skal ikke gentage, hvad man kan se. Den skal give det, billedet ikke kan sige: et navn, et årstal, et lille citat. Hold den kort, og skriv i personens egen tone, så læseren hører et menneske og ikke en redaktør. Prøv at læse serien højt for dig selv. Hvis en tekst føles som et skilt ved siden af et billede, så skriv den om.

Til sidst lægger du billederne i rækkefølge efter fortællingen, ikke efter hvornår du tog dem. Begynd med et billede, der sætter stedet, og slut med noget, der peger fremad eller bliver stille.

• Billedtekst giver det, billedet ikke selv viser
• Hold citater korte og i personens egne ord
• Sorter efter fortælling, ikke efter rullens rækkefølge