Interview før kamera eller kamera før interview: to veje til en lokal historie

To måder at starte på

Når du skal lave et portræt med interview af et menneske i dit lokalområde, møder du hurtigt et valg. Den ene vej er at tale først: du sætter dig ned, spørger, lytter og tager kameraet frem bagefter. Den anden vej er at have kameraet med fra første minut og lade filmen løbe med samtalen, så billederne opstår, mens ordene falder.

Jeg underviser i mørkekammer, så jeg ser ofte resultatet af begge veje som kontaktark på mit bord. Forskellen kan ses allerede på første ramme. Nogle ark bærer præg af en rolig samtale, andre af en livlig, men mere uens stemning. Ingen af delene er forkert, men de fører til forskellige serier.

I det følgende går jeg begge veje igennem ud fra de samme fem spørgsmål: hvordan mødet går, hvad det koster af film, hvad det gør ved den, du portrætterer, hvordan ord og billeder hænger sammen bagefter, og hvad der passer til en begynder.

Vej ét: samtalen først

Ved den første vej bruger du den første halve time på at tale uden kamera. Du stiller dine spørgsmål, noterer og lader den anden vænne sig til dig. Først derefter tager du kameraet frem, og du ved nu, hvad der er vigtigt at vise: hænderne, værkstedet, stolen ved vinduet.

Fordelen er ro. Den, du portrætterer, har allerede fortalt sin historie, og ansigtet er mindre anspændt, når kameraet kommer frem. Du bruger også færre billeder, fordi du ved, hvad du leder efter. Det er venligt mod filmbudgettet, især hvis du arbejder med få ruller.

Ulempen er, at nogle mennesker bliver mere forsigtige, når kameraet pludselig dukker op efter en lang samtale. Det livlige udtryk fra samtalen kan være væk, og du må arbejde for at få det tilbage. Det kræver tålmodighed og lidt lys fra et vindue, ikke mere.

• Egner sig til stille personer, der skal vænne sig til dig
• Kræver færre ruller, fordi motiverne er afklaret
• Risiko: stemningen fra samtalen kan være væk, når kameraet kommer frem

Vej to: kameraet med fra start

Ved den anden vej har du kameraet om halsen fra første håndtryk. Du taler og fotograferer på skift, og du tager billeder af selve samtalen: et grin, en pause, et blik væk fra dig. Billederne får en direkte, dokumentarisk kvalitet, som er svær at genskabe bagefter.

Det kræver, at du kender kameraet godt nok til at betjene blænde og lukkertid uden at afbryde samtalen. Har du ikke det, mister du tråden i interviewet, og begge dele lider. Du bruger også flere billeder, fordi du ikke ved på forhånd, hvad der bliver vigtigt.

Til gengæld får du ofte rammer, du aldrig ville have planlagt. Når en person fortæller om noget, de holder af, ændrer deres hænder og ansigt sig. Den slags kommer sjældent frem, hvis du først begynder at fotografere efter en time.

• Giver levende billeder af selve fortællingen
• Kræver at kameraet fungerer næsten af sig selv i dine hænder
• Bruger flere ruller og mere tid til udvælgelse bagefter

Hvad den ene og den anden gør ved serien

Når du sidder med kontaktarkene, mærker du forskellen. Efter vej ét er serien ofte renere: du har planlagt rammerne, og billedteksterne følger naturligt af samtalen. Efter vej to har du flere uventede billeder, men skal bruge længere tid på at finde den røde tråd og sortere fra.

Mange af mine kursister ender med en blanding. De starter med samtalen, og så snart personen taler frit om noget, de brænder for, tager de kameraet frem og fotograferer midt i fortællingen. På den måde får du både ro og levende billeder.

Husk, at billeder og ord skal fortælle den samme historie. Skriv derfor nøgleord ned under samtalen, uanset hvilken vej du vælger, og tjek dem mod kontaktarket. Et citat uden billede og et billede uden citat er begge svagere end de to sammen.

Min anbefaling til dit første projekt

Som begynder anbefaler jeg vej ét, med en lille justering: tal først, men hold kameraet synligt på bordet imellem dig og den anden. Så er det ikke en overraskelse, når du løfter det, og du har tid til at måle lyset, mens I taler.

Når du har taget en halv rulle på den måde, kan du gå over til at fotografere under samtalen. Du behøver ikke vælge én metode for hele projektet. Vælg den, der passer til personen foran dig. En genert fisker og en snaksalig bager fortjener ikke samme tilgang.

Planlæg en ekstra rulle, hvis du er i tvivl, og skriv på rullen, hvilken metode du brugte. Når du fremkalder og ser kontaktarket, lærer du hurtigt, hvad der fungerer for dig, og du kan justere til næste møde.

• Tal først, men lad kameraet ligge synligt på bordet
• Skift til billeder under samtalen, når stemningen er rolig
• Notér på hver rulle, hvilken metode du brugte

Til dig, der skal af sted i de kommende uger

Efteråret giver blødt, lavt lys, og mange mennesker er hjemme tidligt. Det gør det let at aftale et besøg midt på dagen, når lyset falder ind ad et vindue. Vælg et sted, den anden kender godt, så er de tryggere, og du får flere detaljer at fotografere.

Tag mere tid med, end du tror, du skal bruge. Et interview og et portræt hver for sig kan klares på en time, men sammen kræver de ofte to. Det er bedre at have tid tilbage end at skynde sig mod slutningen.

Når du er hjemme igen, så skriv dine indtryk ned, før du fremkalder. Hvad sagde personen, som du vil huske? Hvilket billede tror du bliver bedst? Sammenlign bagefter med kontaktarket, og du får en god fornemmelse for din egen måde at arbejde på.