Hvad vi bruger: et manuelt kamera, en lysmåler og tid til at lære

Et kamera uden automatik som læremester

Når du starter på kurset, får du et manuelt filmkamera i hånden. Der er ingen skærm på bagsiden, ingen automatik, der vælger for dig, og ingen mulighed for at se billedet med det samme. Det lyder som en begrænsning, men det er netop det, der gør kameraet til en god læremester. Hver beslutning skal træffes af dig, og du kan mærke, hvad den betyder for resultatet, når filmen er fremkaldt.

Jeg underviser til daglig i mørkekammeret, så jeg ser kameraets følger fra den anden ende: på kontaktarkene. Her står det klart, hvilke billeder der blev taget med omtanke, og hvilke der blev taget i hast. Derfor lægger vi vægt på at gøre kameraet roligt at betjene, før du begynder at tænke på motiver.

Vi bruger enkle spejlreflekskameraer og søgerkameraer med fast eller let zoomet objektiv. Det er bevidst ikke de mest avancerede modeller. Et simpelt hus med tydelige hjul og ringe lader dig se, hvad du drejer på, og hvorfor.

Lysmåling: at læse lyset før du trykker af

Lysmåling er det første, du øver. Mange kameraer har en indbygget måler, og vi arbejder også med en håndholdt måler, fordi den tvinger dig til at stå stille og kigge på lyset. Du lærer at måle på det, du vil have med: ansigtet, væggen, himlen. Samme scene giver forskellige tal, afhængigt af hvor du peger.

En af de første øvelser er at tage tre billeder af det samme vindue med forskellig eksponering og sammenligne dem på kontaktarket. Det viser hurtigt, hvor meget spillerum film har, især sort-hvid, der tåler en smule overeksponering bedre end underbelysning.

Vi taler også om, hvad måleren ikke kan. Den antager, at alt er middelgråt, og det er sjældent tilfældet i en stue med mørke møbler eller på en lys havnekaj. Her skal du selv justere, og det kræver, at du har set resultatet af dine tidligere valg.

• Mål på ansigtet, ikke på himlen
• Notér lysforholdene i et lille hæfte
• Overeksponér hellere en smule end underbelys sort-hvid

Blænde og lukkertid som to sider af samme sag

Blænde og lukkertid bliver ofte forklaret hver for sig, men i praksis hænger de sammen. Blænden bestemmer, hvor meget lys der slipper ind, og hvor dyb skarpheden er. Lukkertiden bestemmer, hvor længe lyset slipper ind, og om bevægelse bliver frosset eller udtværet. Du øver dem sammen, så du kan sige: jeg vil have bagvæggen uskarp, så jeg åbner blænden og forkorter tiden.

Vi starter med en fast tommelfingerregel for håndholdte billeder: lukkertiden skal ikke være længere end en over brændvidden. Med et normalobjektiv på halvtreds millimeter betyder det omkring en halvtredsindstyvendedel sekund. Reglen er ikke hellig, men den giver dig et fast udgangspunkt.

Derefter prøver vi at bryde reglen med vilje. Et portræt ved vinduet kan tåle en længere tid, hvis personen sidder helt stille, og så kan blænden lukkes lidt mere for at få ansigtet skarpt hele vejen.

Filmens følsomhed og hvad den gør ved dine valg

Du vælger filmens følsomhed, før du tager det første billede, og den følger dig hele rullen igennem. Det er en anderledes måde at tænke på end i digital fotografering, hvor du kan skifte mellem billederne. Her skal du vurdere dagens lys på forhånd og vælge en film, der passer til det.

Vi bruger typisk en film med middel følsomhed til de første uger, fordi den giver et rummeligt udgangspunkt både ude og inde. Den tilgiver små fejl i målingen og kan klare både overskyet efterårslys og et vindue om eftermiddagen.

Når du senere vælger film efter opgave, har du allerede en fornemmelse for, hvordan et givent par af blænde og tid opfører sig. Det gør dine valg mere bevidste, og du undgår at gætte, når du står foran en person, der venter på dig.

Sådan øver vi: små rutiner frem for store ambitioner

Undervisningen bygger på gentagelse i små trin. Du får en rulle med en bestemt opgave, for eksempel kun at fotografere ét sted på forskellige tidspunkter af dagen. Du skriver ned, hvad du valgte for hvert billede, og sammenligner med kontaktarket bagefter. Det er kedeligt i de første minutter og lærerigt resten af tiden.

Vi starter hver gang med en kort rutine: tjek film, tjek batteri, mål lys, vælg blænde og tid, kig i søgeren, tryk af. Efter nogle uger sidder den i hænderne. Det frigør opmærksomheden til det, der egentlig er pointen, nemlig at være til stede hos det menneske, du fotograferer.

Mette og Sofie følger dig også i marken, så du ikke står alene med spørgsmålene. Jeg møder dig bagefter i mørkekammeret, hvor vi går dine valg igennem på papiret.

• Én rulle, én opgave
• Skriv eksponering ned for hvert billede
• Sammenlign notater med kontaktarket

Fejl, vi ser igen og igen, og hvad de lærer dig

De hyppigste fejl på kontaktarkene er ikke dramatiske. Det er billeder, der er en halv blænde for mørke, fordi måleren blev ledt af en lys baggrund, eller billeder, hvor fokus ligger på skulderen i stedet for øjnene. Når du ser dem på papir, er de nemme at forstå og svære at gentage.

En anden klassiker er at glemme at spole filmen frem eller at åbne bagbeklædningen for tidligt. Vi bruger tid på at gøre det til en rolig vane, så du aldrig mister en hel rulle. En tabt rulle er en dyr lærestreg, men den sidder fast.

Vi taler åbent om fejlene i gruppen. Det gør det lettere at spørge, og ofte viser det sig, at andre har haft den samme. Det er et af de bedste argumenter for at lære sammen.