Hvad en åben samtale egentlig er, når du skal interviewe

Ordet, der lyder fagligt, men er enkelt

Når jeg underviser i interview, falder ordet åben samtale tit i de første timer. Det lyder som noget, der kræver uddannelse, men det betyder bare, at du stiller spørgsmål, som ikke kan besvares med ja eller nej. Du lader den anden fortælle i sit eget tempo og følger med, i stedet for at læse op fra en liste.

Modsætningen er det lukkede spørgsmål. Hvor længe har du boet her? Svaret er et årstal, og så er der stille. Hvis du i stedet spørger, hvordan det var at komme hertil første gang, får du en scene, en lugt, et navn. Og i scenen ligger de billeder, du senere vil lede efter med kameraet.

Mange hobbyfotografer tror, at et interview er noget, man gør før eller efter billederne. På kurset ser vi det anderledes: samtalen og kameraet arbejder sammen, og den åbne samtale er det, der får de to til at pege samme vej.

Sådan lyder et åbent spørgsmål

Et åbent spørgsmål begynder ofte med hvordan, hvad eller fortæl mig om. Det handler ikke om at lyde smart, men om at give plads. Spørg til en dag, ikke til et liv: fortæl om en almindelig morgen i værkstedet, dengang du startede. En konkret dag er lettere at huske end en hel karriere.

Jeg beder altid kursisterne skrive fem spørgsmål ned og derefter stryge dem, der kan besvares med et enkelt ord. Det er ubehageligt første gang, for listen bliver kort. Men de spørgsmål, der er tilbage, er dem, der virker.

Det vigtigste værktøj er dog ikke spørgsmålet, men pausen bagefter. Mange vil gerne fylde stilheden ud. Lad være. Ofte kommer den bedste sætning netop, når den anden tror, du venter på mere.

• Hvordan var det dengang, du begyndte?
• Hvad husker du bedst fra den dag?
• Fortæl mig om stedet, hvor vi står.
• Hvad ville du have sagt til dig selv dengang?

Hvorfor det også ændrer dine billeder

Med et filmkamera har du få billeder på rullen, og du kan ikke kigge på skærmen bagefter. Derfor er det en fordel at have lyttet først. Når en mand har fortalt om sin fars båd, ved du, at hans hænder på rælingen er værd at bruge en ramme på.

En åben samtale gør også den portrætterede mere tryg. Efter tyve minutters tale glemmer folk ofte kameraet, og udtrykket bliver roligere. Det er den samme ro, vi øver med vinduslys i portrætundervisningen, bare fra en anden vinkel.

Husk, at du ikke behøver at tage billeder under hele samtalen. Nogle gange er det bedst at lægge kameraet på bordet de første minutter og først løfte det, når der er sagt noget, du vil have med dig ind i billedet.

Når samtalen løber af sporet

Åbne samtaler kan føre væk fra det, du kom for. Den ældre kvinde, du besøger for at høre om havnen, begynder pludselig at tale om sin søster. Det er ikke spild. Følg et stykke, og find så roligt tilbage med et spørgsmål som: og dengang på havnen, hvordan var det så?

Jeg har selv lært, at man hellere må lade en omvej køre end at afbryde. Afbrydelser lukker folk. Omveje åbner dem, og de ender ofte et sted, du ikke kunne have planlagt.

Tag noter i stikord, ikke hele sætninger. Skriv hvilke ord der blev brugt, og hvor du så noget visuelt: en kop, en jakke, et lys i vinduet. Noterne bliver dit grundlag for billedtekster senere.

• Følg omvejen et stykke, men hold fast i dit emne
• Skriv stikord, ikke referat
• Noter, hvad du så, ikke kun hvad der blev sagt

Det praktiske i efterårsmørket

Her i midten af efteråret er lyset lavt og skifter hurtigt, og mange samtaler flytter indendørs. Det passer godt til den åbne samtale, for et køkken eller en stue giver ro og tid. Aftal gerne på forhånd, at du bliver en times tid, så ingen føler sig presset.

Tag en rulle hurtig film med, hvis vinduet er småt, og hav lyset i tankerne, før du sætter dig. Placér dig, så du kan se ansigtet i det blide dagslys, mens I taler. Så er du klar, når øjeblikket kommer.

Spørg om lov, før du tager det første billede, og fortæl, hvad ordene og billederne skal bruges til. Den tydelighed er en del af respekten for dem, du møder, og den gør samtalen lettere.

Øvelsen til dig selv

Find en person, du kender lidt, og bed om en halv time. Forbered fem åbne spørgsmål, læg kameraet fra dig i starten, og lyt mere, end du taler. Bagefter skriver du tre sætninger om, hvad du så, mens personen talte.

Læg de tre sætninger ved siden af kontaktarket, når filmen er fremkaldt. Se, om billederne og ordene fortæller det samme. Hvis de gør, har samtalen virket. Hvis ikke, har du lært, hvad du skal spørge om næste gang.

Det er den lille bevægelse, vi træner på kurset: fra spørgsmål til billede til tekst, uden at miste personens egen stemme undervejs.