Henriks første kontaktark: en aften i mørkekammeret

Henrik og sækken med film

Henrik kom til kurset en tirsdag i begyndelsen af efteråret med en plasticpose fuld af eksponerede film. De var fra hans fars loft i Skive, og han havde aldrig set dem fremkaldt. Han sagde ligeud, at han ikke vidste, om der overhovedet var noget på dem.

Jeg satte mig ved siden af ham ved arbejdsbordet og bad ham fortælle, hvad han håbede at finde. Svaret var enkelt: ansigter, som han kunne genkende fra sin barndom, og måske havnen, som den så ud dengang. Den slags forventning er værd at tage alvorligt, for den afgør, hvordan vi går til arbejdet.

Vi aftalte at starte med én film og se, hvad der kom ud af den. Det var en sort-hvid film, og den var rullet pænt tilbage i sin patron. Det lovede godt, men jeg sagde ikke mere end det.

Fremkaldelsen, trin for trin

Jens havde gjort mørkekammeret klar, og Henrik fik lov til selv at spole filmen på spiralen i total mørke. Det er det første, de fleste klumper med, og det gjorde han også. Han begyndte forfra to gange, uden at nogen skyndte på ham, og tredje gang lykkedes det.

Derefter fulgte fremkalder, stopbad og fikser, hver med sin tid og sin omrystning. Henrik skrev tiderne ned i et lille hæfte, fordi han ville kunne gentage det hjemme. Jeg kunne se, at han begyndte at slappe af, da vandet løb klart gennem tanken.

Da filmen hang til tørre i tørreskabet, stod vi og kiggede på den uden at sige noget. Små gråtoner i rækker, nogle tydeligt underbelyste, andre fine. Der var billeder på den.

• Spol filmen i mørke og øv dig først med en film, du kan undvære
• Skriv tid og temperatur ned, så du kan gentage resultatet

Kontaktarket afslører, hvad der er der

Næste skridt var kontaktarket. Vi lagde filmstrimlerne direkte på fotopapiret under et glas og belyste dem sammen. Man får hele filmen på ét ark i naturlig størrelse, og det er den hurtigste måde at se, hvad man har.

Henrik fandt sig selv i en lille dreng på en cykel, fanget midt i en sving. Han blev stille et øjeblik. Så pegede han på et billede af en kvinde i en havedør og spurgte, om vi kunne se hendes ansigt tydeligere.

Jeg fik ham til at tage en tusch og markere de ruder, han ville have med i næste omgang. Det er en god vane: kontaktarket er et arbejdsredskab, ikke et resultat, og man skal turde skrive på det.

Det første print og balancen i gråtonerne

Til det første print valgte Henrik billedet af kvinden i havedøren. Jens viste, hvordan man laver en teststrimmel med flere eksponeringstider ved siden af hinanden, så øjet kan vælge den rigtige i stedet for at gætte.

Strimlen viste tydeligt, at den korte tid gav tynde lys, og den lange lukkede skyggerne til. Henrik valgte midterstykket, men synes stadig, at det manglede noget i ansigtet. Her hjalp det at lyse en smule mere over kinden og holde lyset tilbage fra døren med hånden.

Efter fire forsøg stod der et print, han kunne lide. Det var ikke perfekt, men gråtonerne hang sammen, og ansigtet havde den ro, han havde ledt efter. Han lagde det i vaskebakken og lod vandet gøre resten.

• Lav en teststrimmel, før du bruger et helt ark papir
• Lys mere over skygger og hold lys tilbage fra højlys med hånden

Det, vi talte om, mens papiret tørrede

Mens printet tørrede, spurgte jeg ham, hvem kvinden var. Han vidste det ikke med sikkerhed, men troede, at det var en nabo. Det blev begyndelsen på en samtale om, hvordan billeder og historier hører sammen, og hvorfor man bør skrive navne og steder ned, så længe nogen kan huske dem.

Jeg foreslog, at han viste printet til sin mor og optog, hvad hun sagde. Det er den enkleste form for interview: ét billede, én person og tid til at lytte. Henrik skrev en lille huskeliste i sit hæfte, mest for sig selv.

Det var ikke teknikken, der fyldte mest, da han gik. Det var spørgsmålene, han nu ville stille derhjemme.

Hvad jeg tog med mig fra aftenen

Henriks aften minder mig om, at mørkekammeret ikke kun er en teknisk øvelse. Det er et sted, hvor tid og tålmodighed giver noget igen, og hvor man kan stå ved siden af et menneske og se noget dukke op, der har ligget gemt i årevis.

Jeg lagde mærke til, at de bedste øjeblikke kom, når vi holdt pause i stedet for at skynde os videre. Kontaktarket og teststrimlen tvinger én til at kigge længere, og det er netop det, der skaber bedre print.

Hvis du har gamle film liggende, så begynd med én. Det behøver ikke være den vigtigste.