Fra femogtredive kontaktark til tolv billeder: Annes billedserie

Anne og kasserne med negativer

Anne kom til kurset i begyndelsen af efteråret med en sko-æske fuld af negativer. Hun havde fotograferet sin barndomsby i Salling gennem to somre, mest om aftenen, når lyset lå lavt over havnen og de gamle lagerbygninger. Hun var ikke i tvivl om, at materialet var godt. Hun vidste bare ikke, hvad hun skulle stille op med det.

Hun havde fremkaldt filmene i løbet af kurset og lavet kontaktark af dem alle. Da hun spredte arkene ud på bordet i mørkekammeret, talte vi femogtredive ark. Hver række rummede seks billeder, og i næsten hver række var der to eller tre, hun synes om. Det er et velkendt problem: Når alt føles vigtigt, kan intet vælges.

Jeg mødte hende i den uge, hvor vi arbejder med den færdige billedserie. Her handler det ikke længere om at tage billeder, men om at beslutte, hvad billederne skal sige sammen. Anne havde ikke brug for flere teknikker. Hun havde brug for en retning, og den måtte komme fra hende selv.

Første gennemgang: markér uden at tænke

Vi begyndte med en simpel øvelse. Anne fik en fedtblyant og fik besked på at sætte et kryds ved de billeder, hun reagerede på med det samme. Ingen begrundelser, ingen overvejelser om skarphed eller komposition. Bare et hurtigt kryds, mens hun gik langs rækkerne.

Resultatet overraskede hende. Der blev sat over firs kryds, men de samlede sig om noget andet, end hun havde forventet. Hun havde ment, at havnebillederne var kernen. I stedet lå krydserne tæt omkring de billeder, hvor et menneske var med, ofte kun som ryg, hænder eller en skikkelse i en dør.

Det er noget, jeg ser igen og igen. Kontaktarket afslører, hvad man faktisk kigger efter, og det er sjældent det, man har fortalt sig selv. Vi lagde fedtblyanten væk og snakkede i stedet om, hvad der gik igen. Anne sagde næsten uden at lægge mærke til det: Det handler om dem, der bliver.

• Markér hurtigt, før du begynder at forklare dig selv
• Se på, hvad krydserne har til fælles, ikke på de enkelte billeder
• Gem de afviste ark; du kan vende tilbage til dem

Fra firs til tyve: at lære at skære væk

Næste skridt var at skære ned. Vi printede små arbejdskopier af de udvalgte billeder og lagde dem på gulvet, så vi kunne gå rundt om dem. Små print er ærlige. Et billede, der virker i frimærkestørrelse, har som regel noget at byde på i stor størrelse.

Anne havde svært ved at give slip på et billede af en solnedgang over fjorden. Det var teknisk det pæneste i hele materialet, med blød grain og en flot gråskala. Men det sagde ikke noget om menneskene. Vi lagde det i en separat bunke, og hun accepterede det efter en kort pause.

Jeg foreslår altid at spørge sig selv, hvad hvert billede tilføjer, som de andre ikke allerede siger. To billeder, der fortæller det samme, er ét billede for meget. Efter to timer stod vi med tyve billeder, og Anne sagde, at hun for første gang kunne se en serie i stedet for en bunke.

• Arbejd med små print, så du ser helheden
• Spørg, hvad billedet tilføjer, som de andre ikke har sagt
• Smukke billeder uden sammenhæng hører til i en anden bunke

Rækkefølgen er en del af fortællingen

Når billederne er valgt, begynder arbejdet med sekvensen. Mange tror, at rækkefølgen er pynt, men den styrer, hvordan hvert billede læses. Det samme billede af en kvinde ved en port virker anderledes, hvis det kommer efter et tomt gadehjørne, end hvis det åbner serien.

Anne prøvede tre forskellige rækkefølger. Den første fulgte tiden, fra tidlig sommer til sensommer. Den anden fulgte stedet, fra havnen ind mod byens midte. Den tredje var løsere og byggede på stemning, med skift mellem nære og fjerne billeder. Hun lagde dem alle tre på bordet og lod dem stå natten over.

Næste morgen valgte hun den tredje. Den gav plads til at hvile øjet mellem de tætte portrætter og de åbne gadebilleder. Vi talte om, at et godt tempo i en serie minder om vejrtrækning: ind, ud, pause. Hun justerede kun to placeringer, og så sad den.

Billedtekster, der ikke gentager billedet

Billedteksterne tog længere tid, end Anne havde troet. Hendes første udkast beskrev, hvad man allerede kunne se: En mand sidder på en bænk ved havnen. Det er ikke forkert, men det giver læseren ingenting, de ikke selv har fået med øjnene.

Jeg bad hende i stedet skrive, hvad hun vidste, og som billedet ikke kunne fortælle. Hvem manden var, hvad han havde sagt til hende, hvorfor han sad netop dér. Her hjalp det, at hun havde talt med flere af de portrætterede og skrevet små noter ned undervejs. De noter blev til rå materiale.

Hver tekst endte på to til tre sætninger, nogle kun på én. Hun lærte at lade ordene pege lidt ved siden af billedet, så de to arbejder sammen. Til sidst læste hun dem højt for mig, og vi strøg et par adjektiver, der pyntede mere, end de oplyste.

• Skriv det, billedet ikke kan vise
• Brug de små noter fra mødet med personen
• Læs teksterne højt, før du kalder dem færdige

Hvad Anne tog med sig

Til sidst stod der en serie på tolv billeder med tekster, trykt som print på papir og samlet i en simpel mappe. Anne viste den til de portrætterede ved en lille sammenkomst i byen, og flere af dem bad om at få et af billederne. Det var vigtigere for hende end nogen form for anerkendelse udefra.

Jeg tænker ofte på hendes første kontaktark og alle krydserne. Hun begyndte med at tro, at hun manglede teknik, men det, hun manglede, var tålmodighed med sit eget materiale. Serien blev ikke god, fordi hun tog flere billeder, men fordi hun turde vælge færre.

Hvis du står med dine egne æsker af negativer, så er det her, arbejdet begynder, ikke slutter. Tag kontaktarkene frem, find kryds-mønstret og lad dit eget blik fortælle dig, hvad din serie handler om.