Blænde, lukkertid og lysmåling: tre ord, du møder på dag ét

Tre ord, der lyder sværere, end de er

Når man står med sit første manuelle filmkamera, møder man hurtigt tre ord, som alle bruger, og som sjældent bliver forklaret: blænde, lukkertid og lysmåling. På kurset bruger jeg de første minutter på at tage dem ud af fagsproget og lægge dem i hånden, for de handler i bund og grund om én ting, nemlig hvor meget lys der rammer filmen.

Tænk på et vindue i en stue. Du kan gøre vinduet større eller mindre, og du kan holde gardinet åbent kort eller længe. Mere lys giver et lyst billede, mindre lys et mørkt. Kameraet har præcis de to greb, og lysmåleren er dit øje, der siger, om stuen er lys nok.

Det, der ofte forvirrer, er, at begreberne har fået tal og streger, som ser ud som matematik. Du behøver ikke at kunne regne for at bruge dem. Du skal kunne mærke, hvad der sker, når du drejer på ringen, og hvad det gør ved billedet, og det lærer du bedst ved at prøve.

Derfor starter vi aldrig med teori på tavlen. Vi starter med et kamera, en rulle film og et vindue, og så forklarer jeg ordene, mens du drejer.

Blænde: hvor stor åbningen er

Blænden er åbningen inde i objektivet, og tallene på ringen kan forvirre, fordi et lille tal betyder en stor åbning. Et tal som 2 eller 2,8 slipper meget lys ind, mens 11 eller 16 slipper meget lidt ind. Det er bare sådan, tallene er skrevet, og efter en times tid sidder det i fingrene.

Blænden gør noget mere end at styre lys: den bestemmer, hvor meget af billedet der er skarpt i dybden. Med stor åbning bliver kun en smal zone skarp, og baggrunden går i blød. Det bruger vi meget i portrætter, hvor ansigtet skal stå klart, og køkkenet bag ved må gerne blive til rolige flader.

Med lille åbning bliver mere skarpt, fra tæt på til langt væk. Det er nyttigt, når du fotograferer en gade eller en hel stue og vil have stedet med. I interviewarbejde vælger jeg ofte en mellemstilling, så personen er tydelig, men stedet stadig kan genkendes.

Det vigtige er, at du vælger blænden ud fra, hvad billedet skal fortælle, og først derefter lader lysmåleren fortælle, hvad lukkertiden må være.

• Lille tal på ringen: stor åbning, meget lys, lav skarphedsdybde
• Stort tal på ringen: lille åbning, mindre lys, mere skarphed
• Mellemværdier er et godt sted at starte på kurset

Lukkertid: hvor længe lyset slipper ind

Lukkertiden er den tid, lukkeren står åben. Den måles i brøkdele af et sekund, og på kameraet står kun nævneren, så 125 betyder en hundrede og femogtyvendedel. Korte tider fryser bevægelse, lange tider lader den smøre ud, og begge dele kan bruges med vilje.

I en stue med svagt lys bliver tiderne hurtigt lange, og her opdager mange, at billeder bliver slørede uden at vide hvorfor. Det er som regel din egen hånd, der ryster. Som tommelfingerregel skal tiden ikke være længere end 1 delt med objektivets brændvidde, så et 50 mm objektiv holder fint til omkring 60.

Hvis personen foran dig bevæger sig, mens hun fortæller, skal tiden være kortere, end du tror. Jeg har set mange gode ansigtsudtryk gå tabt, fordi hænderne i forgrunden flød ud i en strøg. Det kan være smukt, men det skal være dit valg.

Når du kender dit kameras ryk i fingrene, lærer du at holde vejret, støtte albuerne mod kroppen og trykke blidt af. Det er en del af håndværket, ikke et tegn på, at du gør noget forkert.

Lysmåling: at læse lyset før du trykker

Lysmåleren i kameraet eller i en lille håndmåler fortæller, hvor meget lys der er, og foreslår en kombination af blænde og lukkertid. Men den er kun en hjælp. Den måler gennemsnit, og et ansigt ved siden af et lyst vindue er ikke et gennemsnit. Hvis du følger nålen blindt, bliver ansigtet ofte for mørkt.

Derfor øver vi at måle på det, der er vigtigt. Kom tæt på huden, mål der, og lad vinduet bagved om at blive lysere. På film er det bedre at give lidt rigeligt lys end for lidt, for mørke partier i negativet er svære at redde, mens lyse tåler mere.

Filmens følsomhed, som står på æsken som et ISO-tal, indgår også. Du indstiller tallet på kameraet eller måleren, så målingen passer til den film, du har lagt i. Glemmer du det, bliver hele rullen forkert, og den fejl begår næsten alle én gang.

Efter en rulle lærer du at sammenligne dine noter med negativerne. Så ser du, hvor måleren førte dig godt, og hvor du skulle have trodset den.

• Mål på det, der skal være vigtigst, ofte huden
• Tjek ISO-indstillingen, før du tager første billede
• Noter dine værdier i et lille hæfte under hele rullen

Hvordan de tre hænger sammen

De tre ting er ikke separate valg, men en vippe. Åbner du blænden et trin, kan du gøre lukkertiden et trin kortere og få samme mængde lys. Den lille byttehandel kalder man ofte en ligning, men du kan tænke på den som at skifte mellem to veje til samme sted.

Hvilken vej du tager, afhænger af historien. Vil du have en stille baggrund og et roligt ansigt, vælger du stor åbning og kort tid. Vil du have hele rummet med, går du til lille åbning og må så acceptere en længere tid, måske med armene støttet mod en kommode.

Mange begyndere vælger det, kameraet foreslår, og får derfor billeder, der ligner hinanden. Når du i stedet beslutter, hvad der skal være skarpt, og hvad der må flyde, begynder dine billeder at have et sprog. Det er den største forskel på at tage billeder og at fortælle med dem.

Vi laver en øvelse, hvor samme person fotograferes ved samme vindue med tre forskellige kombinationer, der giver samme lysmængde. Forskellen på de tre kontaktark overrasker næsten alle.

Små vaner, der gør dig tryg

Når ordene har sat sig, hjælper nogle enkle vaner dig videre. Start hver rulle med at tjekke, at ISO, blænde og tid giver mening for rummet, og lav en første måling, før du løfter kameraet til øjet. Det tager ti sekunder og sparer mange spildte billeder.

Skriv ned, hvad du gør. Et lille notehæfte med blænde, tid og et par ord om lyset er den billigste lærer, du kan få. Når rullen er fremkaldt, ser du dine noter og negativerne side om side, og mønstrene viser sig uden, at nogen behøver at pege.

Vær tålmodig med dig selv. De første ruller bliver ujævne, og det er helt normalt, for filmen tilgiver mindre end skærmen. Til gengæld bliver du bedre til at se, fordi hvert billede koster noget og får dig til at vente på det rigtige øjeblik.

I efteråret er lyset lavt og blødt, og vinduerne giver rolige skygger. Det er en god tid til at øve netop disse tre ord.

• Mål, før du løfter kameraet til øjet
• Skriv blænde og tid ned til hvert billede
• Brug de bløde efterårsvinduer til øvelse