Bag kulisserne: sådan vælger vi film og fremkalder den til en opgave

Valget begynder ved køkkenbordet, ikke ved kameraet

Når jeg skal ud og lave et lokalt portræt, åbner jeg ikke først kameraskabet. Jeg sætter mig med et stykke papir og skriver tre ting ned: hvem jeg skal besøge, hvor det foregår, og hvilken stemning fortællingen skal have. Først derefter tænker jeg på film.

Mange kursister tror, at filmvalget er en smagssag, man træffer i butikken. På mit kursus er det en arbejdsbeslutning. En ældre mand i et mørkt værksted kræver noget andet end en kvinde, der står i en lys have en eftermiddag i oktober.

Jeg tager derfor ofte to ruller med, en sort-hvid og en farve, og beslutter mig på stedet, når jeg har set lyset i rummet. Det koster lidt mere, men det giver ro i arbejdet.

• Skriv motiv, sted og stemning ned før du vælger film
• Tag gerne to forskellige ruller med til første besøg

Sort-hvid: når ansigtet skal tale alene

Sort-hvid film bruger jeg, når jeg vil have, at blikket falder på ansigtet og hænderne og ikke på tapetets farve eller en klar jakke. Den fjerner støj fra billedet. Til interviews i små stuer med blandet lys er den også mere tilgivende, fordi den ikke afslører, at pærerne i loftet og dagslyset fra vinduet har forskellig farve.

Det betyder ikke, at sort-hvid er den lette vej. Man skal se i gråtoner, og det tager tid at lære. Jeg beder mine kursister kigge på et rum og forestille sig, hvilke flader der bliver lyse, og hvilke der falder væk i mørket.

En fast øvelse er at tage samme portræt på to film og lægge kontaktarkene ved siden af hinanden. Forskellen forklarer mere end en time ved tavlen.

Farvefilm: når stedet er en del af historien

Farvefilm vælger jeg, når omgivelserne bærer fortællingen. Et gult køkken, en grøn traktor, en rød havnebygning, hvor en fisker har haft sin arbejdsdag i årevis. Så ville sort-hvid fjerne netop det, som personen selv nævner i interviewet.

Farvefilm er til gengæld mere følsom over for lysets temperatur. Et billede taget under en kold lysstofrør får et grønligt skær, som man kan se først efter fremkaldelsen. Derfor spørger jeg altid, om vi må tænde lamperne eller slukke dem, og jeg beder gerne om at komme tæt på et vindue.

Farve kræver også mere omtanke ved opbevaring, fordi film, der ligger varmt i en bil, ændrer sig. Jeg holder rullerne i en lille taske væk fra radiatoren.

• Spørg om lyset i rummet, før du tager billedet
• Opbevar farvefilm køligt og væk fra sol og varme

Fra kamera til tank: de første minutter efter sidste billede

Når sidste billede er taget, spoler jeg filmen tilbage og skriver på rullen, hvem og hvor. Det lyder banalt, men jeg har mistet overblikket nok gange til at kende prisen. Navnet på den portrætterede og dato står på en lille klisterlap, før den kommer i lommen.

Hjemme eller på kurset lægger jeg rullen i en lystæt tanke i mørke. Det er det øjeblik, der skræmmer mange nye: man kan ikke se, hvad man gør, og man må stole på fingrene. Derfor øver vi først med en gammel, ubrugt film, hvor intet står på spil.

Derefter går det i faste trin: fremkalder, stop, fiksér og skyl. Tiderne afhænger af film og temperatur, og jeg følger altid databladets anbefaling, indtil jeg kender rullen godt.

• Mærk rullen med navn og sted, før den lægges væk
• Øv i mørket med en ubrugt film først

Små fejl, jeg har lært af

Jeg har fremkaldt for varmt og fået grov korn på en rulle, der skulle have været blød og stille. Jeg har glemt at skylle grundigt og fundet små mærker på negativerne dagen efter. Ingen af delene var fatale, men begge gav mig respekt for, at man ikke kan skynde sig.

På kurset siger jeg det højt: fejl er en del af håndværket. Når en kursist hænger en rulle op og opdager, at halvdelen er undereksponeret, taler vi om, hvad lyset gjorde, og hvad hun kunne have gjort anderledes.

Det er sjældent selve kemien, der er problemet. Oftere er det en hastig beslutning i marken, hvor man ikke havde målt lyset ordentligt.

Fra rulle til fortælling

Den fremkaldte film er først begyndelsen. Jeg hænger negativerne til tørre og ser dem igennem på lysbord, før jeg vælger, hvad der skal på kontaktark. Her kobler jeg billederne til de noter, jeg skrev under interviewet, så ord og billeder peger i samme retning.

Det er her, filmvalget viser sin betydning. Sort-hvid rullen giver ofte en roligere serie, mens farvefilmen giver variation og sted. Ingen af dem er bedre; de passer bare til forskellige historier.

Når du selv står i det, så spørg dig selv, hvad personen sagde, som du gerne vil kunne se igen. Svaret fortæller ofte, hvilken film du skulle have valgt.

• Læs dine interviewnoter, mens du ser negativerne igennem
• Spørg dig selv, hvad du vil kunne se igen